
Hvad er forskellen på eksistentiel terapi og psykologisk hjælp?
Når livet gør ondt, kan både psykologisk og eksistentiel terapi være værdifuld.
Forskellen ligger især i, hvordan vi møder det menneske, der søger hjælp.
Hvor psykologisk hjælp ofte søger forklaringer, mønstre og i nogle tilfælde diagnoser, tager eksistentiel hjælp udgangspunkt i dit levede liv, sådan som det faktisk viser sig for dig lige nu.
Her undersøger vi ikke først, hvorfor du er blevet, som du er.
Vi undersøger, hvordan du lever med det, der er, hvilken retning der kalder, og hvordan du vil stå i dit liv med frihed, valg og ansvar.
Det handler ikke om en idealverden, men om den verden, du faktisk lever i, og hvordan du vil stå i mødet med livets eksistentielle grundvilkår.
Her ser du en overskuelig sammenligning af forskelle.
| Psykologisk hjælp | Eksistentiel hjælp |
| Hvorfor har jeg det sådan | Hvordan lever jeg med det der er |
| Fokus på årsager og mønstre | Fokus på livsverden og valg |
| Forståelse af psyken | Forståelse af menneskets væren |
| Symptom og trivsel | Mening, retning og ansvar |
| Bearbejdning af fortiden | Forholdemåde til livet nu |
To forskellige måder at møde menneskelige udfordringer på
Psykologisk hjælp arbejder ofte med forståelse af psykologiske mekanismer, reaktionsmønstre og følelsesmæssige processer. Der kan være fokus på forklaringer, årsager og sammenhænge mellem fortid og nutid.
Eksistentiel terapi arbejder anderledes.
Her er udgangspunktet ikke, at terapeuten skal forklare dig, hvem du er, eller hvad der er galt. Samtalen bliver i stedet et levende undersøgende rum, med tid til undring, hvor du får mulighed for at opdage, hvad der er vigtigt for dig, hvordan du vil leve, og hvilket ansvar du vil tage for dit liv.
Der er stor tillid til, at mennesket kan finde retning, når det får plads til at møde sit liv ærligt.
Hvad betyder forskellen i praksis?
I en mere forklarende terapiform kan du som klient opleve at få forståelser og svar, som hjælper dig til at se dine mønstre tydeligere.
I eksistentielle samtaler er fokus mere på din egen undersøgelse.
Du bliver ikke en modtager af færdige svar, men et menneske der bliver mere bevidst om:
- hvad du mærker
- hvad der betyder noget
- hvilke valg du står i
- hvordan du tager ansvar for dit liv
- hvordan du vil være i verden med det, der ikke kan kontrolleres
Her kan klarhed, mening og retning vokse frem indefra.
Hvornår kan eksistentiel terapi være et godt valg?
Eksistentiel terapi kan være et godt valg, hvis du søger et rum, hvor dit liv er omdrejningspunktet, og hvor du ikke på forhånd skal forstås gennem en bestemt forklaring.
Den fænomenologiske tilgang betyder, at vi tager udgangspunkt i, hvordan det, du står i, faktisk viser sig for dig – i dine følelser, din krop, dine relationer og din måde at møde livet på.
Samtalen følger det, der er på spil i dit liv, frem for at dit liv skal passe ind i en bestemt ramme.
Måske har du allerede forsøgt at forstå eller ændre dine tanker, følelser og reaktioner, uden at samtalen kom tæt på det, der faktisk nager og plager.
Måske søger du hjælp, fordi du ønsker, at det skal holde op. Det er forståeligt. I den eksistentielle samtale begynder vi et andet sted. Vi forsøger ikke først at få oplevelsen væk, men at møde den og blive sammen med det, der er.
Fra kontrol til møde.
Fra forklaring til beskrivelse.
Fra bearbejdning til fordybelse.
Fra idealer til den levede verden.
Kan eksistentiel terapi hjælpe ved angst, stress eller depression?
Ja, eksistentiel terapi kan være en hjælp, når du oplever angst, stress eller en depressionstilstand. Vi tager udgangspunkt i, hvordan tilstanden viser sig i dit liv, og hvad den hænger sammen med for dig.
Mange ved allerede noget om, hvad de gennem længere tid har båret på eller grublet over. Det kan være et tab, en konflikt, en vanskelig relation eller en oplevelse af at have mistet retning og kontakt til det, der betyder noget.
Når det, der nager og plager, får plads i en nærværende samtale, skal det ikke længere bæres alene. Noget fastlåst kan begynde at bevæge sig, og din måde at være med det, du oplever, kan forandre sig.
Måske søger du ikke flere forklaringer – men en retning
Hvis du længes efter et sted, hvor dit liv kan undersøges åbent, ærligt og med respekt for den verden, du faktisk lever i, kan eksistentielle samtaler være en hjælp.
Her er der plads til at møde det, der er, og undersøge, hvordan du vil stå i det liv, der er dit.