Skal håbet fremkaldes

Et eksistentielt-fænomenologisk perspektiv på håb og Gelassenheit i samtalen

Artiklen Håbet er livsvæsentligt rejser en vigtig samtale om håbets betydning i psykoterapien. Jeg deler forståelsen af, at håbet kan have en afgørende plads i menneskets liv. Som eksistentiel-fænomenologisk psykoterapeut har jeg imidlertid et andet bud på, hvordan vi kan møde håbet – og især håbløsheden – i den terapeutiske samtale.

For mig er håbet ikke først og fremmest et kognitivt begreb. Det er ikke nødvendigvis en forestilling om et bestemt mål, ledsaget af troen på egen handlekraft og evnen til at finde veje frem mod målet.

Håbet kan være åndeligt.

Jeg kan håbe ved at give mig hen til noget, der er større end mig selv. Jeg kan gå en vej uden at vide, om jeg kommer frem, og uden at vide, hvad det egentlig vil sige at komme i mål. Vejen kan alligevel opleves som meningsfuld.

Håbet ligger da ikke nødvendigvis i forventningen om at nå frem. Det ligger i hengivelsen til at gå.

Denne forståelse står i forbindelse med begrebet Gelassenheit: en åben, ikke-kontrollerende måde at være i livet på. Gelassenheit betyder ikke, at mennesket bliver passivt eller opgiver at handle. Det betyder snarere, at vi giver slip på kravet om at kende, kontrollere og garantere udfaldet.

Jeg kan handle uden at beherske fremtiden. Jeg kan gå uden at kende vejen på forhånd. Jeg kan være åben for, at mening og mulighed viser sig på andre måder, end jeg havde forestillet mig.

Skal terapeuten noget med klientens håb?

I artiklen beskrives terapeuten blandt andet som en, der kan “låne håbet ud”, “facilitere håbet”, “bære det realistiske håb” og “puste tilpas liv i håbet”. Formuleringerne udtrykker omsorg og et ønske om at hjælpe. Alligevel mærker jeg en uro ved dem.

Jeg ved godt, at denne uro ikke gælder alle sammenhænge. For mennesker i en dyb psykiatrisk krise – fastlåst i en virkelighed, de knap kan orientere sig i – kan struktur og tydelig facilitering måske være det, der bærer, dér hvor evnen til selv at finde vej er svær at få øje på. Det ved jeg for lidt om til at have en bestemt mening.

Min erfaring stammer især fra samtaler med mennesker, der oplever at have mistet retning eller at være faret vild i deres eget liv. Det kan være i krise, depression, stress eller sygdom, i mødet med døden eller med en fremtid, der ikke længere ser ud, som de havde forestillet sig. I disse samtaler bliver spørgsmålet for mig ikke nødvendigvis, hvordan håbet kan genoprettes, men hvordan mennesket kan blive mødt, uden at det først skal blive til et projekt, der skal lykkes.

Jeg spørger mig selv, hvad der sker med mødet, hvis jeg allerede på forhånd ved, at håbet skal findes, styrkes eller genoprettes.

Så kan jeg selv komme til at bevæge mig væk fra klientens aktuelle væren, uden at det er min hensigt. Håbløsheden får måske lov til at være til stede, men som en tilstand, jeg allerede undervejs forventer skal afløses af håb, motivation og handlekraft.

Klienten kan da – uden at det er min hensigt – opleve et underliggende budskab:

Du må gerne være håbløs, men vi skal videre herfra.

Håbet kan på den måde, for mig, komme til at ligne endnu en fordring. Noget klienten bør kunne finde, mærke eller udvikle. Og håbløsheden kan komme til at stå som en mangel, jeg skal afhjælpe, i stedet for som den virkelighed, mennesket befinder sig i lige nu.

Mit udgangspunkt er et andet.

Hvis håbet er væk, så er det væk lige nu.

Det skal ikke nødvendigvis korrigeres, erstattes eller omfortolkes. Det må først have lov til at være virkeligt.

At møde mennesket uden krav

For mig er det afgørende at være åben for præcis det, der er klientens væren – uanset hvor smertefuldt, fastlåst eller håbløst det opleves.

Det betyder ikke, at jeg opgiver klienten eller bliver ligeglad med, om livet forandrer sig. Det betyder, at jeg forsøger at opgive kravet om, at klienten skal være anderledes, for at mødet kan være værdifuldt.

Det terapeutiske tilbud bliver:

Du behøver ikke finde håbet, for at jeg kan være her med dig.

Jeg står således ikke uden for klientens håbløshed med et håb om noget andet. Jeg forsøger at blive sammen med mennesket dér, hvor det faktisk befinder sig – uden på forhånd at kende retningen eller vide, hvad der skal vise sig.

Det er ikke en metode til at få klienten til at forandre sig. Det er mit forsøg på at møde mennesket så åbent som muligt.

Gelassenheit kan i denne forbindelse forstås som en terapeutisk grundholdning. Mit fokus er at være sammen med klienten. Det betyder, at jeg, så vidt det er muligt, slipper min egen dagsorden og min forestilling om, hvor samtalen bør føre hen – ikke for at undlade at engagere mig, men for at være nærværende over for det, der viser sig.

Når håbet måske viser sig

I et sådant møde kan håbet måske vise sig.

Ikke som noget, jeg fremkalder eller indfører, men som noget, der undertiden opstår, når også håbløsheden får plads i relationen. Klienten kan måske erfare, at smerten ikke gør vedkommende forkert, uacceptabel eller forladt.

Måske opstår der en stille opdagelse:

Selv her er jeg ikke alene.

Selv sådan må jeg være.

Jeg behøver ikke forandre mig for at blive mødt.

Denne opdagelse kan skabe en åbning. Ikke nødvendigvis et håb om, at alt bliver godt, eller at et bestemt mål kan nås. Snarere en forsigtig fornemmelse af, at noget endnu ukendt fortsat kan vise sig.

Håbet bliver da ikke produceret af mig. Det viser sig måske i det rum, der opstår, når mennesket bliver mødt uden krav.

At værne om det åbne

Fra dette perspektiv er min opgave ikke nødvendigvis at bære håbet for klienten. Opgaven kan snarere være at værne om et åbent rum, hvor både håb og håbløshed må være til stede.

Når jeg forstår min opgave som at bære håbet for klienten, må jeg være opmærksom på, om jeg samtidig kommer til at indtage pladsen som den, der ved, hvor processen skal hen. Mit forsøg på at være sammen med klienten i håbløsheden kalder i stedet på, at jeg tør blive uden at kende vejen.

Det er denne ikke-vidende åbenhed, jeg forbinder med Gelassenheit.

Gelassenheit er ikke en teknik til at genoprette håbet. Det er en villighed til at møde det menneske, der er til stede, med alt, hvad dette menneske bærer med sig. Også når der ikke er nogen synlig vej, ingen oplevet mening og intet mærkbart håb.

Måske er håbet livsvæsentligt. Men måske viser det sig stærkest, når det ikke bliver gjort til et krav.

Når håbet er væk, må også dét få lov til at være virkeligt lige nu.

Og måske kan håbet netop dér – i erfaringen af at blive mødt uden krav om det – en dag vise sig igen.