
Jeg har gennem mere end 30 år arbejdet med mennesker, relationer og de spørgsmål, der opstår, når livet udfordrer os.
Min vej begyndte som tømrer, og i 10 år arbejdede jeg som selvstændig tømrer i Oslo. Måske var det også dér, min interesse for det konkrete og håndgribelige voksede frem — hvordan noget skabes, hvordan det bygges op, og hvordan noget bliver stærkt nok til at bære.
I de år fik jeg også en anden vigtig erfaring gennem kapsejlads. Jeg byggede et team op omkring en fælles ambition om at nå længere sammen, end vi kunne hver for sig. Det førte blandt andet til, at vi blev første båd i mål i Færdersejladsen. Men den vigtigste erfaring var ikke selve resultatet — det var oplevelsen af, hvordan mennesker gennem tillid, ansvar og samarbejde kan skabe en fælles bevægelse.
Erfaringer som senere har fulgt mig i mit arbejde med mennesker, relationer og fællesskaber.
Senere uddannede jeg mig som underviser, psykoterapeut og familieterapeut, og siden 1991 har samtalen været mit faglige omdrejningspunkt. Jeg har arbejdet med familiebehandling, familieterapi, psykoterapi, supervision, misbrugsbehandling, undervisning, lederudvikling, stressforebyggelse, individuel terapi, parterapi og længerevarende udviklingsforløb.
De første mange år var mit arbejde især rettet mod familier og relationer. Først på Kirkens Korshærs Iller Slot Familiecenter i Broager og senere som medstifter og medejer af Center for Familiebehandling – Margrethegården i Aabenraa.
I 2001 etablerede jeg sammen med Dorthe Hansen A.D Familie og Psykoterapi i Kolding, hvor jeg fortsat har min praksis.
Sideløbende stiftede jeg IDL, hvorfra psykoterapeutuddannelsen i 2008 blev videreført som EDP Instituttet. Her har jeg siden været uddannelsesleder og underviser på psykoterapeutuddannelsen, coachuddannelsen og forskellige udviklingsforløb.
Gennem en årrække har jeg desuden været aktiv i Dansk Psykoterapeutforening som medlem af både uddannelsesudvalget og etikudvalget.
Forandring som vilkår
Gennem mine mange år som terapeut har mit syn på mennesket og samtalen forandret sig.
Tidligere var jeg mere optaget af at forstå mennesket gennem indre oplevelser, mønstre, fortolkninger og verdensbilleder. Det har været en vigtig del af min vej.
I dag er mit fokus i højere grad rettet mod den levende forbindelse mellem mennesket og verden. Ikke kun hvad der sker inde i os, men hvordan vi lever, deltager og svarer på det liv, vi allerede er en del af.
Samtalen handler derfor ikke om at finde frem til en idealverden eller et billede af, hvordan livet burde være. Den handler om det liv, der faktisk leves — og hvordan vi kan stå mere åbent og ansvarligt i mødet med livets eksistentielle grundvilkår.
Filosofi
Det grundlæggende for alle mennesker er at vi oplever meningsfuldhed i det, vi gør, i det liv vi lever lige nu. Livet kan ikke kontrolleres, men kan mødes.
Når vi lever og står frem i overensstemmelse med det, vi ved er vores sande intentioner og livsmål, er vi på vores livsbane i kontakt med livsmod og vitalitet. Livsmod er det, jeg oplever som viljen til at møde livet som det er — ikke som vi ønsker det skal være.

Mit ønske er at alle mennesker må finde ind til den skabende kraft der kan føre til et meningsfuldt liv i samhørighed med hinanden og med planeten.
Mit menneskesyn
Når jeg kigger bagud, har mit menneskesyn og min forståelse af det at være menneske bevæget sig gennem flere paradigmeskifte. Det mest markante skifte er bevægelsen væk fra behovet for at forklare mennesket — og hen imod en undersøgelse af, hvordan vi lever og deltager i verden.
Mit menneskesyn bygger i dag på eksistentiel filosofi. Jeg oplever at mennesket er en del af helheden — og helheden en del af det enkelte menneske. Vi er altid allerede vævet ind i et levende fællesskab af mennesker, natur og verden. Det gør os gensidigt afhængige af hinanden.
Som mennesker lever vi i indbyrdes forbundethed. Hvordan vi vælger at svare på denne forbundethed, er en del af vores frihed og ansvar.
Meningen med livet ligger måske i til stadighed at opdage, hvordan vi vil leve med frihed, ansvar og forbundethed i en verden, der altid rummer mere, end vi kan kontrollere.
Mine vigtigste erkendelser er:
- Mennesket er frit, men ikke frit fra sine vilkår.
- Mennesket er alene om at være sig selv, men aldrig adskilt fra verden.
- Mening kan ikke gives udefra — den opstår i mødet med verden og hinanden.
- Livet kan ikke kontrolleres, men kan mødes.
- Forandring opstår ikke først og fremmest gennem forklaringer, men gennem mødet med det, der berører os.

Kronologi i korte træk
1991–1995: Ansat på Iller Slot Familiebehandling. Praktisk oplæring i familieterapi, relationsterapi og familiebehandling.
1992: Påbegynder psykoterapeutuddannelse ved Jysk Gestalt Institut, uddannet gestaltterapeut december 1995.
1995–2001: Medejer og medstifter af Center for Familiebehandling, Magrethegården i Aabenraa.
2001–nu: Egen praksis i Kolding.
2001–2018: Stifter og uddannelsesleder for IDL – Institut for Dynamisk Lederskab, som tilbød udviklingsforløb, en 2½-årig coachuddannelse, Synergimager-uddannelse og en 5½-årig psykoterapeutuddannelse.
2008: Jeg forlader det psykodynamiske teorigrundlag og det psykologiske menneskesyn og retter mig udelukkende mod eksistentiel fænomenologi, filosofi og eksistentiel psykoterapi.
Samme år udskilles psykoterapiuddannelsen fra IDL og etableres som EDP Instituttet, hvor jeg fortsat fungerer som uddannelsesleder og underviser. Her tilbyder vi en selvstændig, 4½-årig uddannelse i eksistentiel dynamisk psykoterapi, mens leder- og coachuddannelserne forbliver i IDL.
2010: Uddannelsen til eksistentiel dynamisk psykoterapeut evalueres af Reflektor uden anmærkninger og kommer på listen over evaluerede og godkendte uddannelser i Dansk Psykoterapeutforening.
2012: 3 års mindfulness instruktøruddannelse og træning ved Skolen for Anvendt Meditation.
2015: Kropsfænomenologi, en filosofisk retning, der undersøger, hvordan kroppen opleves og fungerer som et subjektivt og intentionelt center for bevidsthed, perception og handling flytter ind som grundlag for eksistentiel fænomenologi.
2025: Fra at beskrive og forklare mennesket via indre oplevelser, fortolkninger og verdenbilleder mm er fokus nu den levende forbindelse mellem mennesket og verden. Her er fokus på mennesket i det liv de lever. Det handler ikke om en idealverden, men om den verden, mennesket faktisk lever i, og hvordan vi vil stå i mødet med livets eksistentielle grundvilkår.
2026: EDP Instituttet afslutter sit sidste hold psykoterapeuter.
2026: Fokusskifte — navnet EDPI står nu for Eksistentiel Dannelse & Personlig Integritet.

: