Vi bærer alle forestillinger om, hvordan livet burde være. Hvordan vi selv burde være. Hvordan relationer burde være. Når disse forestillinger bliver vigtigere end den verden, vi faktisk lever i, opstår der let en afstand til livet.
Vi begynder ikke længere at møde verden, som den viser sig. Vi møder den gennem forestillingen om, hvordan den burde være. Den levede verden bliver hele tiden sammenlignet med idealverdenen – og kommer næsten altid til kort.
Det levede liv kommer til at fremstå som en mangelfuld udgave af det liv, vi forestiller os burde være.
Måske begynder mistrivslen netop dér – ikke fordi livet er forkert, men fordi vi måler det med en målestok, som livet aldrig har lovet at leve op til.
Måske er dette et grundvilkår ved det at være menneske.
Mennesket er et væsen, der kan forestille sig en anden verden end den, det står i. Vi kan huske fortiden, vi kan drømme om fremtiden, vi kan sammenligne, vurdere og idealisere. Det er en del af vores frihed. Et rådyr lever ikke med en forestilling om, at det burde have haft en anden sommer. Mennesket gør.
Det betyder, at der altid vil være en spænding mellem den levede verden og den forestillede verden.
Den spænding er ikke nødvendigvis et problem. Tværtimod. Det er også den, der gør kunst, etik, kærlighed og civilisation mulig. Vi kan forestille os noget bedre og arbejde hen imod det.
Så idealverdenen er ikke i sig selv en fejl.
Problemet opstår først, når den forestillede verden bliver vigtigere end den verden, vi faktisk lever i.
Nu i vores tid bliver idealverdenen hele tiden næret – gennem sociale medier, præstationskultur og forestillingen om det perfekte liv. Derfor bliver afstanden mellem det levede liv og det forestillede liv let endnu større.
Det er et menneskeligt vilkår at længes efter et godt liv. Vi kan skabe gode rammer, nære relationer og meningsfulde fællesskaber. Vi kan bygge et livsgrundlag, der bærer os.
Men livet udfolder sig aldrig kun inden for de rammer, vi selv skaber. Verden kommer os hele tiden i møde med det uventede, det ukontrollerbare og det, vi ikke selv har valgt.
Det er her, vi må være vågne. For når vores forestilling om det gode liv bliver vigtigere end det liv, der faktisk møder os, kan vi langsomt miste forbindelsen til verden. Og måske også til os selv.
Verdensforhold og fremmedgørelse
Fremmedgørelsen opstår ikke nødvendigvis, fordi livet er blevet fattigere. Den kan opstå, fordi idealet er blevet stærkere end virkeligheden.
Mennesket lever altid i et forhold til verden.
- Mennesket kan leve nært eller fjernt fra den verden, det allerede er en del af.
- Mennesket kan leve åbent eller lukket over for verden.
- Kontrol kan blive en måde at undgå verden på.
- Idealverdenen kan trække os væk fra den levede verden.
- Livsmod opstår ikke ved at kontrollere livet, men ved at deltage i det.
- Mening opstår ikke først inde i mennesket, men i mødet mellem menneske og verden.
I eksistentiel psykoterapi er menneskets verdensforhold det vilkår som ofte får opmærksomhed.
Vælger du at søge hjælp til dig, dit verdensforhold og din livssituation er du velkommen.
Et fortroligt rum, hvor vi sammen undersøger det, der kalder på dig.
Se hvordan samtalen kan hjælpe dig med retning, mening og resonans i livet i verden.
Et levende møde i naturen, hvor du kan blive mere åben for det liv, du faktisk lever.