I eksistentielle samtaler tager vi ikke afsæt i psykologiske årsagsforklaringer. Vi tager afsæt i dit liv, sådan som du oplever det lige nu. Et sted, hvor du kan genfinde retning, mening og en levende forbindelse til det liv, du faktisk lever.
Det betyder, at vi undersøger den situation, du står i, og hvordan den viser sig i din hverdag, i dine relationer, i dine valg og i din måde at være i verden på.
At arbejde eksistentielt vil sige at rette opmærksomheden mod det at være menneske: at leve med livets vilkår, med frihed og ansvar, med tvivl, sårbarhed, håb, længsel og nødvendighed.
At arbejde fænomenologisk vil sige, at vi undersøger din levede oplevelse. Ikke en idealforestilling om, hvordan livet burde være, men det liv, du faktisk lever.
Målet er ikke at forklare dig væk fra dig selv, men at hjælpe dig til at få øje på det væsentlige, så du kan stå mere klart i dit liv og tage dine valg og forpligtelser på dig på en måde, der er sand for dig.
Begreber som vilkår, valg, ansvar, frihed, mening og indstilling er derfor centrale i samtalerne.
Eksistentiel samtale er en hjælp til at finde retning, genopdage meningen med livet og at opleve frihed til at leve dit liv.
Eksistentiel samtale, er at samtale om dit liv, som du oplever det lige nu. Det kan fx være kriser og begivenheder, som får din verden til at bryde sammen. Dilemmaer og svære valg kan blive lettere at håndterer, når du får undersøgt din situation i en tryg og nærværende samtale.
I samtalerummet vil du opleve den dybeste og mest grundlæggende respekt for dig som menneske. Den eksistentielle samtale har det grundlæggende formål, at tilbyde dig et trygt og tillidsfuldt rum. Et rum hvor du giver dig mulighed for at se nærmere på aktuelle væsentlige begivenheder i dit liv.
Den eksistentielle samtale giver plads til alt det som du er alene med, livets modsætninger, kriser og dilemmaer. Sammen ser vi på fænomenerne, som de opleves af dig. Jeg kan ikke fjerne din smerte, men være sammen med dig om det, du oplever. Dette fører som regel til, at du vil opleve en større accept af din livssituation. Når du bedre kan acceptere/rumme din aktuelle livssituation, vil du igen få kontakt til dine ressourcer og kræfterne til at komme videre med livet.
Ændring er ikke et krav fra min side. Meningen er, at samtalen i sig selv vil gøre noget godt for dig.
Eksistentiel samtale er en mulighed
Måske har du lyst til at:
- kunne leve med – at acceptere det liv, som du har levet
- finde dig selv i din rolle som ………
- finde dig selv i livets krav og foranderlighed
- komme overens med gamle konflikter og nag
- komme videre med livet efter alvorlig sygdom
- kunne leve med tabet af din kære
- genfinde lysten, glæden og meningen med livet
Eksistentiel samtale giver muligheden for at opleve grundlæggende lykke og glæde ved livet. Måske er muligheden egentlig altid tilgængelig, alligevel overser vi, hvad der skal gøres, fordi vi har travlt med at undgå lidelse og smerte. Den eksistentielle samtale er muligheden for at nærme sig det smertefulde. At gå helt ind i det med hele sin kapacitet til at være venlig, tilgivende og nysgerrig. Der, midt i kaos, kan du finde en sandhed og en kærlighed, der heler såret.

