Eksempel fra eksistentiel fænomenologisk supervision
Her kommer et eksempel fra eksistentiel fænomenologisk supervision hvor eksemplet er anonymiseret og tilpasset, så personen ikke kan genkendes.
Lone kommer i supervision med en oplevelse fra en klientsamtale. I mødet med klienten havde hun mærket, at noget holdt hende tilbage. Da hun begyndte at forklare, hvad der kunne ligge bag, spurgte jeg:
“Hvad kan du mærke lige nu? Hvad er det, der holder dig tilbage?”
Efter et øjeblik sagde hun:
“Hun skal kunne lide mig.”
Vi forsøgte ikke straks at forklare udsagnet eller finde dets årsag. Vi blev ved det, der havde vist sig.
Lone mærkede efter og sagde:
“Det lever stadig i mig.”
“Du har det altså med dig. Kan du mærke, hvor det er?”
“Ja. I kroppen.”
Der lod vi det være. For dér var det i dette øjeblik.
Før undersøgelsen havde det vist sig som en kropslig tilbageholdelse, Lone endnu ikke kendte. Det havde påvirket hendes møde med klienten uden at være tydeligt for hende.
Nu havde det fået ord: “Hun skal kunne lide mig.” Det var blevet mærket som noget, der stadig levede i hende, og havde fået lov til at være i kroppen. Det skulle ikke fjernes, korrigeres eller erstattes af en mere rigtig måde at være terapeut på. Det blev mødt og erfaret.
Lone kunne nu vide:
“Den er der.”
Det er en vigtig forandring. Det, der før virkede implicit, var blevet erfaret og genkendeligt. Lone var ikke længere kun grebet af det, der holdt hende tilbage. Hun kunne mærke det som noget, hun havde med sig.
Det betyder ikke, at hun nu stod uden for erfaringen eller kunne kontrollere den. Men der var opstået en smule frihed omkring den. Næste gang bevægelsen viste sig i mødet med en klient, kunne hun måske genkende den.
Supervisionens bevægelse
Supervisionen bevægede sig fra forklaringen tilbage til den aktuelle sansning. Det var reduktionens bevægelse.
Ordene “hun skal kunne lide mig” fik derefter mulighed for at vise deres levende, kropslige betydning. Fordybelsen bestod ikke i at finde en bagvedliggende årsag, men i at erfare, hvordan bevægelsen fortsat levede i Lone.
Seinlassen bestod i at lade erfaringen være i kroppen uden straks at gøre den til et problem, der skulle løses. At lade den være var ikke at vende tilbage til udgangspunktet. Erfaringen var blevet mødt og kunne derfor være til stede på en anden måde.
Den var ikke fjernet.
Den var ikke forklaret færdig.
Men den var heller ikke længere helt ukendt.
Den havde fået en erfaret plads.
Fra idealverden til erfaret virkelighed
Lones udsagn peger samtidig mod en idealverden. Hvis klienten skal kunne lide hende, kan det hænge sammen med en forestilling om, at den gode terapeut skal opleves positivt, skabe tryghed og undgå at skuffe eller konfrontere klienten. Idealverdenen kan dermed begrænse hendes bevægelsesfrihed i samtalen.
Supervisionens opgave er ikke straks at afsløre eller korrigere idealet. Først må det mærkes, sådan som det lever i hende. Når “hun skal kunne lide mig” får lov til at være i kroppen, bliver idealet ikke fjernet. Men Lone får mulighed for at opdage, hvornår det er til stede, og hvordan det præger hendes verdensforhold.
Hun kan måske efterhånden mærke forskellen mellem at være åben for klientens respons og at være styret af nødvendigheden af at blive liket. Denne forskel kan ikke reduceres til en regel. Evnen til at mærke den må dannes gennem erfaring.
Seinlassen og forandring
Seinlassen betyder ikke, at intet forandrer sig. Det betyder, at forandringen ikke frembringes gennem et krav om, at noget skal fjernes.
En erfaring kan forandre sig ved at blive mødt. Noget implicit kan blive erfaret. Noget fremmed kan få en plads. Noget, der ubemærket styrede handlingen, kan blive genkendeligt.
Friheden består derfor ikke nødvendigvis i, at erfaringen ophører. Den kan bestå i, at mennesket får et friere forhold til den.
Lone skal ikke nødvendigvis holde op med at ønske, at klienten kan lide hende. Men hun kan begynde at mærke, hvornår ønsket viser sig, og hvordan det påvirker hendes mulighed for at være til stede. Dermed kan andre svar blive mulige.
Supervisorens ansvar
Gelassenheit og Seinlassen fritager ikke supervisoren for fagligt ansvar. Nogle situationer kræver tydelig vurdering, etisk stillingtagen, beskyttelse, konkret vejledning eller handling.
At lade noget være betyder ikke at undlade at handle, når mennesker er i fare, grænser overskrides, eller praktikeren mangler nødvendig faglig støtte.
Handlingen skal imidlertid ikke automatisk udspringe af supervisorens behov for at få kontrol over situationen. Den må så vidt muligt vokse frem af en åben undersøgelse af den konkrete virkelighed og tage klientens, praktikerens og relationens vilkår alvorligt.
En supervisor kan være både tydelig og åben, ansvarlig og tilbageholdende, fagligt orienterende og modtagelig for det, der endnu ikke er forstået.
Videre læsning
Supervision som dannelse – om den måde, praktikerens blik, dømmekraft og væremåde udvikles på.
Eksistentiel-fænomenologisk supervision