Moderniteten drives af trangen til at gøre verden tilgængelig og kontrollerbar — men jo mere vi lykkes med det, jo mere forstummer verden. Den bliver til et objekt, vi kan manipulere, men ikke længere tale med.
Centralt begreb: Unverfügbarkeit (det ukontrollerbare / det ikke-til-rådighed-stående). Hartmut Rosa bruger billedet af faldende sne som den reneste manifestation: man kan hverken frembringe, fremtvinge eller forudsige den — og forsøger man at gribe den, smelter den, eller fryser den til is. Det ukontrollerbare er netop det, der trækker sig tilbage, så snart vi forsøger at bemestre det.
Og her er paradokset: det er kun i mødet med det ukontrollerbare, at vi virkelig erfarer verden — kun da føler vi os berørt, bevæget, levende.
Det hænger direkte sammen med hans resonansbegreb: jo mere man forsøger at kontrollere resonansen, jo længere bevæger man sig væk fra den — og jo tættere nærmer man sig modernitetens “monstrøse ukontrollerbarhed”, der ikke taler, men kun truer, fremmedgør og forstyrrer.
At lade verden tale tilbage
Imellem fuldstændig kontrol og total ukontrollerbarhed findes øjeblikke, hvor subjekt og objekt spontant klinger med hinanden uden at det ene dominerer det andet — to elskende der opdager at de “klikker”, en kunstner der overgiver sig til sit håndværks egenart, en mand der bæres af sensommerens varme på en gåtur. Sådanne øjeblikke minder os om, at livet er værd at leve.
Det ukontrollerbares relevans for det terapeutiske felt er ret åbenlys — det ukontrollerbare som betingelse for egentlig møde ligner jo Bubers Jeg-Du, og resonans som noget der ikke kan konstrueres men kun modtages minder om min pointe om, at indsigt skal opleves før den kan praktiseres.
Og det giver for mig god mening. Jo mere jeg kontrollere jo mere opleves verden tom
Og det er ikke bare en fænomenologisk observation — det er en ontologisk pointe.
Kontrollen ændrer ikke bare oplevelsen af verden, den ændrer verdens karakter for den, der kontrollerer. Verden svarer ikke tilbage. Den bliver til inventar.
Det minder om Heideggers skelnen mellem Zuhandenheit og Vorhandenheit — det værktøjsagtige blik, der reducerer alt til “til-rådighed-stående”. Og Buber ville sige: Du er gledet fra Du til Det.
Når kontrollen gør verden stum
Det interessante hos Rosa er, at han diagnosticerer dette som en strukturel dynamik i moderniteten — ikke en individuel fejltagelse. Systemet belønner kontrol og straffer sårbarhed over for det ukontrollerbare. Så det er ikke nok at sige til klienten: “slip kontrollen.” Det er et civilisationspres, ikke bare en vane.
Meget terapi handler om ikke at ville opleve det der er men en stræben efter at opleve det mere perfekte, det kontrollerede , det der forstummer oplevelsen af verden.
Og det er en subtil form for kontrol — ikke over omgivelserne, men over selve erfaringen.
Det er på en måde mere fundamentalt end ydre kontrol, fordi det afskærer kontakten med det, der faktisk er til stede. Klienten er ikke her — de er i et imaginært andetsteds, hvor tingene er som de burde være.
Rosa ville sige: resonans forudsætter at man lader sig berøre af det, der faktisk møder én. Men det kræver, at man er villig til at lade verden være anderledes end man ønsker den.
Sartre ville tilføje en skarpere kant: stræben efter det perfekte er i sig selv en form for mauvaise foi — en flugt fra friheden ved at lade som om der findes en given tilstand man burde nå frem til. Det friheder en fra ansvaret for at vælge, hvad man gør med det, der er.
Og fænomenologisk: det perfekte er ikke et fænomen. Det viser sig aldrig. Kun det konkrete viser sig — og det er altid ufærdigt, altid lidt skævt.
Det terapeutiske spørgsmål bliver så næsten Sokratisk: ikke “hvad vil du opnå?” men “hvad undgår du at mærke, når du stræber?”
Fra min terapeutiske praksis genkender jeg, stræben efter det perfekte, som en undgåelse pakket ind i en ide om det perfekte
Og den er tvetydig, netop fordi indpakningen er så overbevisende.
Ideen om det perfekte giver undgåelsen retning og værdighed — det ligner målrettethed, det ligner udvikling. Men bevægelsen er væk, ikke hen imod. Væk fra det ufærdige, det sårbare, det der faktisk er til stede.
Og det gør det svært terapeutisk, fordi klienten oplever sig selv som ambitiøs snarere end undvigende. Modstanden er ikke synlig — den er forklædt som stræben.
Det terapeutiske arbejde bliver da næsten at afdække selve strukturen — ikke at anfægte målet, men at spørge til bevægelsen. Ikke “er det perfekte godt?” men “hvad sker der i dig, lige inden du begynder at stræbe?”
Det øjeblik lige inden er måske det fænomenologisk interessante — der er noget, klienten vender sig fra.
Kontrollen er ikke bare et forsøg på at undgå smerte — men også et forsøg på at undgå afficering.
For hvis man virkelig lader verden tale tilbage, kan man ikke fuldt ud kontrollere:
- hvem man bliver
- hvad man mærker
- hvad man må give slip på
- hvad der kalder på ansvar
- hvad der bevæger én
Resonans er ikke bare behagelig forbindelse.
Den er også risikofyldt, fordi den forandrer os.
Man kan ikke gå videre fra et sted man ikke har været
Min eksistentiel fænomenologiske tilgang til mødet er at hjælpe klienten til at være sammen med det, som er. Det er først når livet mødes at mennesket finder sig selv og derfra kan det gå videre.
Det betyder at mennesket først bliver levende i villigheden til at stå i relation til det, der ikke kan kontrolleres.
Man kan ikke gå videre fra et sted man ikke har været.
Stræben efter det perfekte springer netop det sted over — og befinder sig derfor aldrig et sted man reelt kan bevæge sig fra.
Det er også en implicit modsætning til meget kognitiv og løsningsfokuseret terapi — der arbejder med at omstrukturere eller målsætte, men som kan komme til at forstærke selve undvigelsen ved at give den ny retning.
Den eksistentielle fænomenologiske tilgang kræver noget andet af klienten — og af terapeuten. At blive ved det der er, uden at løse det, forklare det eller transformere det for hurtigt. Det er i sig selv en øvelse i det Rosa kalder resonans — at lade verden tale tilbage, uden at styre svaret.
Det er ikke en terapeutisk metode, når jeg skriver at eksistentiel fænomenologi antager: “det er først når livet mødes at jeg finder mig selv”. Det er en antropologi. Et syn på hvad et menneske er og hvordan selvhed opstår.
For mig er det en livsfilosofi som jeg lever
Klienten og de mennekser jeg underviser møder ikke en teknik — de møder et menneske der bebor sin position. Det er i sig selv et eksistentielt vidnesbyrd. Og det kan ikke simuleres.
Den der underviser i frihed uden selv at leve frit, formidler ikke frihed — bare information om frihed.
Det stiller selvfølgelig store krav til en selv. Livsfilosofien er ikke en erhvervet position man kan hvile i — den skal hele tiden fornyes i mødet med det der er. Også det svære.
